The Thin Red Line

Netop på grund af min ringe erfaring udi kunsten at skrive anmeldelser, så har jeg lært, at hvis man har svært ved at finde ord eller beskrive hvad det er man netop har oplevet, så skal man starte med at fortælle om netop dette. Prøve at beskrive de tanker man i stedet sad tilbage med. Dette gjorde sig nemlig gældende, da billedet langsomt gik i sort og filmen var færdig. Jeg sad tilbage med følelsen af, at jeg udmærket godt var klar over, at det jeg havde været vidne til havde været noget helt specielt. Filmen jeg så er den amerikanske “krigsfilm” af den amerikanske instruktør Terrence Malick der bl.a. tidligere har lavet filmene Badlands med Martin Sheen og Days of Heaven med Richard Gere. The Thin Red Line udkom i 1998, altså på samme tid som Steven Spielbergs Saving Private Ryan, hvilket overskyggede The Rhin Red Line fuldstændig. Filmene handler nogenlunde om det samme, men folk tog åbenbart langt nemmere imod det ligetil forståelige krigsdrama, i stedet for Malicks langsomme og fortællende historie, der bruger langt flere metaforiske elementer end det direkte og bombastiske krigsdrama Saving Private Ryan. Det må her ikke forstås som om, at der er mangel på action i The Thin Red Line, tværtimod er scenerne virkelig intense og nervepirrende. Det skal heller ikke læses på den måde, at jeg synes at Saving Private Ryan er en dårlig film, hvilket slet ikke er tilfældet. De to film ligger dog så langt fra hinanden, at de umiddelbart slet ikke kan sammenlignes. Nå ja, og så er Terrence Malicks The Thin Red Line uendeligt meget bedre.

Instruktøren Nicolas Roeg er tidligere i høj grad blevet kendt for sit flotte billedarbejde i film, bl.a. i hans Walkabout fra 1971, fra den australske vilde natur. Flere gange er Roegs fantastiske evne til at fange billeder af natur blevet fremhævet, hvor denne evne i at bruge billeder der er så sigende, at udtrykket om et billede og tusind ord, i særdeleshed gør sig gældende. Det samme gør sig gældende med The Thin Red Line. Ja, faktisk blegner Roegs billedarbejde i forhold til Malicks. Aldrig nogensinde har jeg set så flotte billeder i en film før. At det så samtidig var i blændende HD gjorde det bare endnu bedre. Som jeg nævnte i optakten til filmen, så var dette en af de film som man på en eller anden måde, rent instinktivt vidste fortjente det helt rigtige tidspunkt. Derfor har jeg også haft den liggende et stykke tid hvor jeg har ventet på netop dette øjeblik. Det skulle være en dag hvor jeg vidste, at jeg kunne fordybe mig hundrede procent i filmen uden, at skulle være bekymret for, at blive afbrudt undervejs. Samtidig gav den lange spilletid mig også besvær mig med, at få den passet ind i det daglige program, men i dag lørdag eftermiddag var muligheden der og jeg slog selvfølgelig til. Jeg har hørt rigtig meget om denne film, især herinde fra. Den er blevet rost til skyerne og er helt i toppen på flere filmfanatikeres toplister, hvilket selvfølgelig satte mine forventninger til filmen ret højt. De blev i den grad indfriet. Udover at have læst alle roserne til filmen, har jeg selvfølgelig også læst en hel del ris. Jeg havde hele tiden disse ris i baghovedet da jeg så filmen, så jeg var sikker på, at jeg ikke bare lod mig rive med af roserne og kun lagde mærke til disse. Dette tror jeg var en god idé, for det hjalp mig til, at holde filmen nede på et niveau hvor jeg rent faktisk kunne nyde den fuldt ud. Jeg lagde skam godt mærke til alle de punkter der får ris rundt omkring, men jeg er dybt uenig i at det på nogen måde skader filmen eller dens pace. Det generede mig ikke, at filmen var fyldt med kendte navne, for skuespilspræstationerne var helt i top. Et ensemble, der uden sammenligning, er en af det mest imponerende samlinger af skuespilstalenter. Nick Nolte, Jim Caviezel, Sean Penn, Elias Koteas, Ben Chaplin, Dash Mihok, John Cusack, Adrien Brody, John C. Reilly, Woody Harrelson, Miranda Otto, Jared Leto, John Travolta, George Clooney, Nick Stahl, Thomas Jane og John Savage for bare at nævne filmens frontfigurer. Dertil kommer det utal af statister hvis desperation og frygt tydelig får frem på lærredet. Fabelagtig performance. Jeg har læst, at tempoet er en dræber for mange, men jeg synes overhovedet ikke, at den på noget tidspunkt gik i stå eller havde stille perioder. Filmen er komplet, fuldstændig perfekt opbygget, et regulært mesterværk og jeg har ikke siddet med en sådan følelse i kroppen, under og efter en film, siden jeg så ”2001: A Space Odyssey”. To gange er jeg blevet forført af hengivenheden til filmmediet, på en sådan måde, at alt andet bliver ligegyldigt og man ikke et øjeblik er i tvivl om, hvorfor det nu var, at man faktisk elsker film og bruger så uendelig meget tid på det. Ikke bare har jeg fået mig en ny yndlings “krigsfilm”, jeg har også fået mig endnu en titel til min personlige filmskat.

Karakterer er fuldstændig underordnet i forhold til de følelser og oplevelser man får, men ”The Thin Red Line” fortjener absolut topkarakter. Endda så meget topkarakter i ordets forstand, at jeg også vil bruge 10-skalaen, som jeg ellers normalt aldrig bruger, da jeg normalt finder 6-skalaen tilpas dækkende. Dette gør jeg simpelthen for at fjerne enhver tvivl om, præcis hvad det er denne film fortjener. Det siges, at denne film “ikke er for alle”. Jeg er uenig. Måske er det rigtig nok langt fra alle, der får samme oplevelse som jeg fik, men at man ikke gør forsøget eller griber muligheden, er for mig en synd i filmens verden.

6/6
10/10

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: