The Aristocrats

En dokumentar af spillefilmslængde, kun omhandlende én vittighed? Det lyder umiddelbart som en tam affære, men ikke desto mindre så fungerer det. Som navnet på dokumentaren antyder, så er der tale om den klassiske aristokratvittighed, der i bund og grund handler om én ting, nemlig forargelse. Vittigheden der efterhånden er næsten hundrede år gammel, går ganske enkelt ud på at provokere og forarge sit publikum. Vittigheden er ikke opbygget som andre vittigheder, da hele essensen af at fortælle vittigheden går ud på, at den der fortæller vittigheden har muligheden for at improvisere undervejs. Vittigheden kan derfor vare alt fra et minuts tid til flere timer. Kort sagt, indtil komikeren afslutter den med slutpointen. Der er derfor fuldstændig frie spilleregler for hvordan den skal leveres, så længe den har samme start og slutning. Den starter med at en mand kommer ind til en talentspejder og siger, at han har et show som talentspejderen bare må se. Talentspejderen er ikke rigtigt interesseret, men går alligevel med til at se showet. Manden kalder derefter nogle personer ind på scenen og showet begynder. Typisk er de øvrige personer fra mandens familie, men kan være alle mulige andre. Dernæst følger en serie med perverse situationer, typisk af grov pubertært, latrinært og incestiøst art. Jo grovere det er, desto bedre. Denne stringent af fortællinger typisk omhandlende sex, afføring, urin og opkast, afsluttes derefter med at talentspejderen siger, at det var et af mest spektakulære shows han nogensinde havde set og hvad de dog kalder sig selv, hvorefter manden udbryder ”The Aristocrats” eller på dansk; Aristokraterne. Hver enkelt komikers forskellige tilgang til vittigheden og vigtigere endnu, improvisering af selve indholdet, gør hver enkelt version af vittigheden helt til sin egen. På samme måde viser dokumentaren også et stort antal kendte komikere fortælle om deres egen personlige erfaring med vittigheden og et par af dem fortæller også deres yndlingsversion af vittigheden.

Som nævnt tidligere, så fungerer premisen for dokumentaren. Hvis man ser bort for den improviserende tilgang, så er vittigheden i bund og grund ret enkel. Forarg dit publikum efter bedste evne og afslut derefter med en pointe der står i fuldstændig kontrast med indholdet, hvilket gør at indholdet accepteres og findes underholdende, lige meget hvor grov indholdet så end var. Det er også en af de ting der gør vittigheden så populær blandt komikere og hele grundlaget for, at en dokumentar om vittigheden overhovedet kan fungere. Jeg tror ikke at ret mange vittigheder har den samme gennemslagskraft til at kunne bære en dokumentar af spillefilmslængde, men det fungerer som nævnt tidligere, helt fint. Der er da også noget nærmest foruroligende, at se Bob Saget, kendt som den sjove familiefar i familieserien ”Full House” (Hænderne Fulde), fortælle sin version, der bl.a. indeholder grov incest og sygelig brug af afføring. Foruroligende, men heller aldrig rigtig sjovt. I øvrigt noget der gør sig gældende for hele dokumentaren i sin helhed, det bliver aldrig sådan for alvor sjovt. Det er dog stadig en udmærket dokumentar, bl.a. deler den nu afdøde amerikanske komiker George Carlin, nogle interessante tanker om vittigheden med seeren. Hans indslag viser i høj grad hvilken intelligent og førsteklasses komiker han var. Et af dokumentarens øvrige højdepunkter er da komikeren Gilbert Gottfried fortæller sin version af vittigheden til en fest for Hugh Hefner, kort tid efter 9/11 terrorepisoden i New York. En tid hvor der ikke har været meget at grine af, starter han ud med en joke om terror der falder fuldstændig til jorden. I stedet for at acceptere nederlaget tager Gottfried dog tyren ved hornene og vender forsamlingen fuldstændig på en tallerken.

Dokumentaren vil bestemt ikke falde i alles smag, hvilket jo næsten siger sig selv. Har man dog bare en lille spirende interesse for stand-up i det hele taget, så skal man ikke snyde sig selv for denne dokumentar, da den giver et interessant indblik i verdenen set med deres øjne. Stand-up verdenen kan ofte virke som et lukket land for udefrakommende, hvilket dokumentaren åbner lidt op for. Døren åbnes forsigtigt op til et syn på verdenen, der både kan være dybt foruroligende og lårklaskende humoristisk.

3/6

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out / Change )

Connecting to %s

%d bloggers like this: